torsdag den 11. april 2013

Mulighed for nyt og friskt protestpust

https://www.facebook.com/events/155433964624674/?notif_t=plan_user_invited

Via Facebook er der startet et nyt initiativ af lærerne på min gamle efterskole -Lærerne tager skraldet.
Måske det er noget, vi vil være en del af på torsdag d. 18.? Det kan vi tale om mandag, hvis der igen er 'statusmøde' i butikken.

MM

Her er teksten fra Midtsjællands Efterskole: 

LÆRERNE TAGER SKRALDET – EN LANDSDÆKKENDE EVENT FOR LOCKOUTEDE LÆRERE

Danmarks største feje-event – fra Gedser til Skagen. Torsdag d. 18. april kl. 15-17 vil lærere fra hele landet feje skrald i det offentlige rum under overskriften:
LÆRERNE TAGER SKRALDET
Kom og fej i dit lokale område og gør en forskel. Sammen kan vi være synlige på en positiv måde, og vise, at lærerne gerne vil gøre en forskel og et ordentligt stykke arbejde.
Fat kosten og fej for reelle forhandlinger. Torsdag har landets rådhuse længe åbent, og det vil derfor være muligt at lave et statement foran rådhuset i forhold til at afrunde aktionen. Tidspunktet 15-17 er i øvrigt valgt for at vi møder mange på gaden.

Lærerne tager skraldet:
- På et overordnet plan: Vi tager skraldet som de første.
- På det individuelle plan: Vi tager skraldet nu hvor børn og unge ikke får undervisning.
- På det personlige plan: Vi tager skraldet for den manglende respektfulde tone og retorik omkring lærergerningen.

Derfor "tager vi skraldet " på torsdag.
Denne dag går lærerne på gaden og fejer skrald og affald og rydder op i grøftekanter.
Der hvor vi har samlet skrald, efterlader vi en lille fejehilsen (link til download nederst i event).
Feje-hilsen:
"Dette område er i dag torsdag blevet fejet af en lockout-ramt lærer…. Vi tager skraldet! . Ha´ en god dag!"

Affaldet samles i sække og tages med på det lokale rådhus kl. 16.30, med en hilsen om, at lige nu tager vi skraldet, men at det store efterfølgende oprydningsarbejde er deres! Suppler evt. med et lokalt brev/opfordring til borgmester, byråd m.fl.
Tag skraldet med hjem, det er vigtigt, at vi rydder op efter os selv.

Praktiske oplysninger:
- Fordel jer i grupper i skolens lokalområde, der hvor folk færdes, og hvor der er behov for at feje. F.eks. busstoppesteder/stationer (dog ikke på perronerne), omkring butikker, torvepladser, indkøbscentre, hovedgader etc.
- Gå sammen i små grupper - gerne i gule veste/t-shirts med rygmærket: Lockout-ramt lærer tager skraldet (link til download nederst i event)
- Medbring selv: 1 kost, 1 skraldesæk og 1 fejebakke

Forberedelser:
- Fordeling af lærere lokalt
- Kopiering printning af feje-hilsner (link til download nederst i event)
- Kopiering/printning af rygmærke (link til download nederst i event)
- evt. lokal pressedækning
- evt. brev til byråd/borgmester/lokalpolitikere
- Husk at tage feje-hilsner ned ugen efter

Vi vil gerne have at arrangementet bliver stort og landsdækkende. Hvis det lykkes, er vi sikre på, at det er et arrangement der kan få opmærksomhed i pressen. Hvis du ved at "Lærerne tager skraldet" kører i din by, må du meget gerne kontakte os. Ligeledes hvis du er lokal tovholder på "Lærerne tager skraldet", må du gerne kontakte os.

Mange hilsner fra
Lærerne på Midtsjællands Efterskole

Ingen kommentarer:

Send en kommentar